Ti store sange fra 1969

Ti store sange fra 1969

Jeg var 14 - 15 år gammel i 1969.
Min musikinteresse var startet som et kanonslag i 1963, da jeg som 9-årig blev vild med The Beatles.
Så jeg kendte allerede til masser af kunstnere og pladeudgivelser, da 1969 startede.
Definitionen af populærmusik var ændret gennem 1966 og 1967. Nye genrer var kommet ind i musikken.

Der var en række sange/numre fra 1969, som jeg kom til at holde meget af og som betød meget for mig.
Og jeg må i en alder af snart 65 konstatere at jeg i dag har det på samme måde med disse sange.
Ti af de vigtigste for mig får et par ord med på vejen her.

af Per Wium, musikjournalist

Frank Zappa: Peaches en Regalia

Hvis Frank Zappa havde en ”kendingsmelodi” og et instrumental-hit, er det ”Peaches en Regalia” ofte brugt som underlægningsmusik i radio og tv-udsendelser,
Han indspillede den selv flere gange.

Nummeret er på mange måder ”typisk Zappa”. En overbevisende tromme-intro sætter det i gang. I løbet af de første godt to minutter får vi hele otte ganske forskellige musikalske afsnit. Det her er ikke baggrundsmusik eller musik til hotelfoyerer, men lyttemusik, og man skal ”holde fast i bordkanten” for at følge med.

Dog virker de otte afsnit på ingen måde påklistrede eller unaturlige i forhold til hinanden. De glider på fantastisk vis hele tiden over i det næste tema – og det næste. Og vi kommer aldrig væk fra den helt specielle grundstemning, der er i ”Peaches en Regalia”.

Beefeaters: You changed my way of living

Jeg var 14/15 år i 1969. Jeg lyttede især til engelske grupper, men bestemt også til danske. I radioen (som var mere varieret i musik-udbudet dengang) og på plade.
Een af de danske grupper skilte sig mærkbart ud. Simpelt hen fordi de spillede så fantastisk godt. Deres musik levede, swingede - meget overbevisende!
Der var en særlig atmosfære over Beefeaters' musik. Og jeg var især begejstret for HAMMOND-orglet, som var en vigtig del af gruppens lyd.
Mange, mange år senere lærte jeg organisten at kende. Morten Kjerumgaard.

"You changed my way of living" er fra Beefeaters anden LP.
Den har netop den særlige og helt fortættede steming. Og vokal og spil er i topklasse.
PS - jeg er VILD med at der ikke er fill-ins, men at breaks står helt åbne.

Crosby, Stills & Nash: Wooden ships

Sangen stammer fra albummet "Crosby, Stills & Nash", der udkom i starten af 1969.

Magien er der allerede fra de første sekunder. Den percussive guitar (med masser af rumklang) er den perfekte åbning af et dejligt nummer med masser af flot instrumental-spil og med smukke, smukke kor.
Steven Stills og David Crosby deler vokalen i verset og fra 1.54 løfter det hele sig.
Omkvædet er så catchy og de tre-stemmige vokaler sidder lige i skabet.

Verset vender ikke tilbage. Resten af det næsten 5½ minut lange nummer er velselvirkning mellem guitar-soli og omkvædet. Det fungerer supergodt.

I de sidste 20 sekunder kommer en slags "epilog", der i stemningen minder om verset. Men som altså ikke er helt det samme. Smuk afrunding på en smuk sang.

Stevie Wonder: My cherie amour

Jeg glemmer ikke den søndag eftermiddag ved Orange Scene på Roskilde Festival i 2014.

Han havde spillet en vold-swingende udgave af "Superstition" og derefter startede "My Cherie Amour". Det løb mig koldt ned ad ryggen og jeg havde fugtige øjne. Den melodi og de akkorder - skabt af den mand, jeg kiggede op på. Et kæmpe musikalsk talent. En komponist, musiker og sanger helt i toppen på stjernehimlen.

Der er lige lovlig meget Henry Mancini over strygerne i løbet af nummeret - men jeg tilgiver det pga. de dejlige melodier og harmonier.

Jack Bruce: Theme for an imagenary western

Jack Bruce er een af de store stjerner på min musikhimmel. Jeg fulgte ham i gruppen "Cream" (som også optræder andetsteds på listen her) og også i andre band-sammenhænge.

Men allermest holder jeg af hans soloalbum. Det første "Songs for a taylor", udkom i 1969 - og er mit favorit-album med Bruce!

Jeg har altid været dybt fascineret af den særlige, næsten fortættede stemning på "Theme For An Imaginary Western".

Jeg tror denne stemning skyldes flere ting:
Dels den inderlige og søgende melodi (og tekst).
Dels det dominerende orgel, der bidrager til nummerets "farve".
Og dels den meget uformelle måde, musikerne spiller på. Der er så meget glød og spontaneitet over spillet fra alle sider.
Og ikke mindst: Jack Bruce's inciterende leadvokal, der kunne smelte isbjerge.

The Who: Pinball Wizard 

Luften er tyk af forventninger i intro'en til "Pinball Wizard"!

Den energiske akustiske guitar varsler at noget spændende er på vej - og suspensen kulminerer ved 0.24 når bassen og el-guitaren danner en søjle af lyd.

Der er gang i den i vers og B-stykke. Bandet spillet super-tight og Pete Townshends akkorder står mejslede i granit.

Endnu bedre blir det i det korte omkvæd fra 1.19.

Med de karakteristiske tre-stemmige Who-kor. The Who var i høj grad (også) en vokal-gruppe.

"Pinball wizard" har nogle meget stærke ingredienser. Gruppen spiller fedt (sammen). akustisk guitar, bas og potent el-guitar blender fantastisk. Og som nævnt de tre-stemmige kor!

The Beatles: Something

George Harrisons store sang, måske hans største, til The Beatles.

Det syntes publikum, det syntes Harrison selv. Og det samme gjaldt Lennon og McCartney. Harrison var nu helt ude af skyggen som sangskriver i The Beatles.

Han arbejdede allerede med den mens gruppen var i gang med ”det hvide album”. Og han komponerede den på klaver, hvilket var usædvanligt for Harrison. Men på den første demo-indspilning fra februar 1969, spillede han den dog på guitar. ”Something” ligger naturligt både for en pianist og for en guitarist. Den forløber i C-dur og A-dur. Nemme tonearter, både på et klaver og på en guitar.

Jeg er i de forløbne år kommet meget tæt på "Something". Mit Beatlesband "Something" spiller den ved vore koncerter. Et pragtfuldt nummer at spille - og publikum deler begejstringen. 

Cream: Badge 

"Badge" er fra slutningen af Creams korte karriere. Fra albummet "Goodbye Cream" og skrevet i samarbejde mellem Eric Clapton og George Harrison.
Det er sådan en dejlig melodi, både i vers og B-stykket.
Og Clapton synger med den der inderlighed, der ofte er hans varemærke. Ikke for følt - ikke for cool.

Overledningen (1.07) op til B-stykket er unikt. Lækker guitar-figur, spillet gennem Leslie-boks (roterende højttaler, normalt anvendt til Hammond-orgel).
Og dette B-stykke (og overledningen) kommer desværre kun een gang. Man skal jo ikke frådse med lækkerierne 

Procol Harum: A salty dog

Jeg var helt solgt, da jeg de første gange hørte den smukke start af titel-sangen fra albummet "A salty dog".
Disse helt specielle akkorder (en masse sus4 og forudhold og spændende bastoner).
Det lykkedes mig at lytte akkorderne af. Og hver dag spillede jeg dem på mine forældres flygel.
Jeg var i den syvende himmel.

Vi er jo meget tættere på Schubert og Schumann end vi er på Chuck Berry her. Akkorder og melodi/komposition med stor inspiration fra klassisk musik.

Og så er der en helt særlig lyd og stemning. Gary Brookers vokal medvirker i høj grad til denne!

Jefferson Airplane - "35's Of A Mile In 10 Seconds"

Yes  - sangen er allerede fra 1967-albummet "Surrealistic Pillow", jeg véd det! Men det var for alvor på live-albummet "Bless it's pointed little head" at jeg blev begejstret for den. Den fungerer fantastisk live!

Fængende trommeindledning. Så dynamisk og levende. Og når først nummeret er i gang, er der ingen vej tilbage. Der er tryk på kedlerne hele vejen. Og det gælder bestemt ikke kun det instrumentale. Vokalerne er ikke de mest tight i verden, men det er ligemeget. Sangerne - med Grace Slick i spidsen - er tændte og fulde af glød.

Jeg har desværre aldrig oplevet "Jefferson Airplane" live - men man får en fornemmelse af deres kraft og energi på "Bless it's pointed little head"-albummet.